Hvert år fejrer de europæiske Humana-organisationer Humana Day. Det har foregået under overskriften Our Climate – Our Challenge de seneste par år for at sætte fokus på, hvordan Humana People to Peoples arbejde er med til at mindske klimaforandringerne.
Humana Day har til formål at give dig et særligt indblik i, hvordan vi arbejder i Humana-organisationen. Både på selve dagen, samt før og efter, afholdes der forskellige arrangementer og aktiviteter, hvor du kan kan blive klogere på, hvordan vi arbejder– og hvad man selv kan gøre – for at modvirke og håndtere klimaforandringer.
Vi har eksempelvis tidligere holdt oplæg og foredrag i samarbejde med miljøorganisationen Vedvarende Energi, ligesom vi har haft oplægsholdere på besøg fra vores samarbejdsorganisationer i Guinea-Bissau og Zimbabwe. Det er mennesker, der hver eneste dag lever og arbejder i de områder, der er mest udsatte for klimaforandringer, og de kommer med levende fortællinger og forklaringer om, hvordan arbejdet med klimatilpasning for verdens fattigste foregår i frontlinjen mod klimaforandringerne.
Humana Day fejres hvert år den tredje torsdag i september af Ulandshjælp fra Folk til Folk – Humana People to People (UFF – Humana) sammen med de europæiske afdelinger af Humana People to People (HPP). I alt bliver Humana Day fejret i 17 lande. Du kan i år være med til at fejre Humana Day i Roskilde torsdag den 22. september.