Frivillige hjemmehjælpere fremviser stolt deres nye uniformerProjektet HOPE Zimbabwe, der arbejder med at bekæmpe HIV og AIDS, organiserer frivillige hjemmeplejere, der har ansvaret for at tilse kronisk syge patienter i lokalområdet. Hjemmehjælperne støtter patienterne i deres behandling, eksempelvis ved at sørge for at AIDS-patienter tager deres medicin.

Ved hjælp af et mindre bidrag fra UFF-Humana til HOPE har 20 frivillige hjemmehjælpere fået en ny, lokalproduceret uniform til deres arbejde. Uniformen giver hjemmeplejerne en tydelig identitet. Dens farve og logo betyder, at de skiller sig ud fra medarbejdere fra andre organisationer og er med til at motivere dem til at deltage i dette vigtige, frivillige arbejde.

Hjemmeplejerne arbejder især med patienter, der lider af AIDS, kræft, tuberkulose og slagtilfælde. Udover at hjælpe patienterne med at tage deres medicin, behandler hjemmehjælperne liggesår hos sengeliggende patienter, samt anden grundlæggende pleje – også psykisk hjælp. Samtidig underviser de også patienternes familiemedlemmer i hygiejne og simpel pleje af den syge, som eksempelvis sårpleje.

De frivillige hjemmeplejere henviser også kritisk syge patienter til lokale klinikker og partnerorganisationer for yderligere behandling. Samtidig rapporterer HOPE hver måned om situationen i deres lokalområde. Det betyder, at det er nemmere for HOPE at identificere nye smittede, som har brug for hjælp og pleje. Desuden hjælper hjemmehjælperne HOPE med at rekruttere de smittedes familiemedlemmer og venner til at være med i såkaldte ”trio-buddies”-grupper, som er tremandsgrupper, der støtter HIV-smittede med at tage medicin og leve sundt.