Ligesom i resten af verden: ”Zimbabwe er på vej tilbage til normalen”, siger Ellen Chiyindiko fra DAPP Zimbabwe. Siden pandemiens start har der i Zimbabwe været forskellige faser af nedlukning og genåbning af bl.a. skoler og offentlige tjenester. Covid-19-pandemien har i høj grad påvirket mange sårbare mennesker - i Zimbabwe ikke mindst de 4,6 millioner børn, som er gået glip af vigtige dele af deres uddannelse. Heldigvis er skoler, offentlig service og DAPP Zimbabwes projekter igen åbne og i fuld gang, og alle mennesker prøver at komme tilbage til deres hverdagsrutiner.

Selv om disse nedlukninger er ophørt, gennemføres der stadigvæk adskillige andre sikkerhedsforanstaltninger i forhold til Covid-19. Der er udgangsforbud mellem midnat og kl. 5.30, og det håndhæves af sikkerhedstjenesterne. Det er obligatorisk at bruge mundbind, når man ikke er i sit eget hjem, og alle skal fortsat holde mindst 1 meters afstand til andre mennesker. Alle, der rejser ind i Zimbabwe, skal enten være færdigvaccineret eller have en negativ test, der er højst 48 timer gammel. Hvis man ikke opfylder kravet, skal man i karantæne.

Som Ellen Chiyindiko skriver, er alle DAPP Zimbabwes projekter åbne og i gang. Desuden skriver hun, at de drives efter alle de sundhedsforskrifter, som myndighederne anbefaler.

I perioden 3. januar 2020 – 11. februar 2022 har der i Zimbabwe været i alt 231.040 bekræftede tilfælde af Covid-19 og 5.373 dødsfald indberettet til WHO. Pr. 29. januar 2022 er der blevet givet i alt 7.608.063 vaccinedoser mod Covid-19 (iflg. WHO).