Covid-19 Guinea Bissau

Guinea-Bissau i Vestafrika har med en befolkning på godt 1,8 millioner haft 3.469 smittede og 52 døde pga. COVID-19 fra epidemiens start frem til 17 mart 2021.
Landets regering har gennemført adskillige nedlukninger, og den seneste nedlukning er forlænget frem til den 25. marts.
I følge Guinea-Bissaus vaccinationsplan skal 1. fase nå ud til 20 % af befolkningen. Første prioritet har sundhedspersonale og patienter med alvorlige sygdomme som HIV/AIDS, tuberkulose, diabetes, hjerte-kar-sygdomme m.m.

For et land som Guinea-Bissau – der hører til de allerfattigste i verden – er det helt afgørende med internationalt samarbejde om udvikling, produktion og retfærdig adgang til såvel tests som behandling og vacciner i bekæmpelsen af COVID-19. Ifølge den internationale vaccine-organisation COVAX vil Guinea-Bissau modtage 120.000 doser vaccine fra AstraZeneca inden udgangen af maj 2021.

COVAX blev startet i april 2020, som en del af samarbejdet mellem WHO, Europakommissionen m.fl. om bekæmpelse af COVID-19. Samarbejdet blev kaldt ”Access to COVID-19 Tools (ACT) Accelerator”. Ét af disse ”tools” (værktøjer) er vaccine – og det internationale samarbejde om forskning, udvikling, produktion og distribution af COVD-19-vaccine blev til COVAX (COVID-19 Vaccines Global Access). COVAX’s motto er ”Ingen er sikker, før alle er sikre”, og organisationen samarbejder meget bredt - med myndigheder, internationale organisationer, private virksomheder, universiteter, forskere og mange flere - og forhandler også priser – for at nå målet, som er, at COVID-19-vaccine er nået ud til risikogrupper og sundhedspersonale i lav- og mellem-indkomstlande inden udgangen af 2021. Mange lande støtter COVAX økonomisk – også Danmark og de øvrige EU-lande.

Det er nødvendigt at fremskynde vaccineprogrammer og sikre en retfærdig adgang til dem for alle lande i verden for at komme pandemien til livs.