For at vi kan få en bedre verden, er det helt centralt, at vi husker at inspirere og engagere hinanden med alle de positive ting, der allerede sker i verden. FRAME, VOICE, REPORT! er en oplysningspulje, der er bevilget af EU for at styrke EU-borgeres viden om og engagement i verdensmålene for bæredygtig udvikling. UFF-Humana deltager i dette projekt gennem en foredragstourné med de to aktivister: Ross Phiri og Tatenda Muchuwa fra Zimbabwe, som dagligt arbejder med at forbedre levevilkårene for fattige mennesker.

Projektets titel er: ”Mød unge brobyggere fra Zimbabwe der arbejder med verdensmålene", hvis hovedformål er at engagere og inspirere unge mennesker i Danmark til at interessere sig for verdensmålene og deres betydning, især målene om sundhed og trivsel,ligestilling, klimaforandringer og stop sult.

Tatenda og Ross brugte hele september måned i Danmark på at besøge forskellige uddannelsesinstitutioner og fortælle om erfaringer fra deres arbejde og liv i Zimbabwe. I løbet af deres foredragsturné i Danmark var de sammen med mere end 400 unge mennesker fra forskellige uddannelsesinstitutioner som Roskilde Universitet, Filstedvejens skole i Aalborg o.m.a. Tatenda og Ross mødtes også med godt 70 af UFF-Humanas partnere, medlemmer og medarbejdere.

Sammen lærte de af hinanden gennem åbne diskussioner og interaktive workshops. Tusind tak for en fantastisk september, Ross Phiri og Tatenda Muchuwa Emmanuel. En særlig tak til alle skoler, højskoler, efterskoler, universiteter, vores partnere, medlemmer og medarbejdere.
Sammen er vi stærkere! Tjek denne lille film og se Ross og Tatendas aktiviteter rundt om i Danmark.