UFF-Humana container

TV2 Østjylland blander den 25. december myter og regnskabstal sammen og gentager en række gamle påstande om UFF-Humanas arbejde.

Sammenblandingen er meningsløs og de gamle påstande bliver ikke mere korrekte af at blive gentaget.

TV2 Østjyllands journalist Thomas Gam Nielsen har været en tur rundt på genbrugsstationer i Århus for at mistænkeliggøre UFF-Humana. Som vidne præsenterer journalisten Britta Junge, tidligere medlem af lærergruppen, og som har været udsendt til ulandsprojekter i Angola og Zimbabwe for over 20 år siden. Britta Junge har ikke haft noget med UFF-Humana at gøre i mellemtiden. Men alligevel påstår hun, at pengene fra UFF-Humanas arbejde går til noget andet end det, som regnskaberne viser.
UFF-Humana har hverken det løn-niveau eller den omgang med penge, som Britta Junge beskriver.

Journalist Thomas Gam Nielsen forsøger at vise, at andre indsamlingsorganisationer sender en meget større andel af sine indsamlede midler til humanitære formål end UFF-Humana. Han sammenligner UFF-Humanas bidrag til ulandshjælp (10% af omsætningen fra tøjindsamlingscontainere) med bidraget fra Røde Kors, som ifølge TV2 Østjylland donerer 30-40% af omsætningen fra sine genbrugsbutikker til humanitært arbejde i Danmark og i udlandet. En tredje indsamler, firmaet Trasborg, bidrager ifølge indslaget med et beløb på 700.000 kr. til Verdens Børn.

Det giver imidlertid ingen mening at sammenligne overskud fra tøjindsamlingscontainere med overskud fra genbrugsbutikker eller med et bestemt beløb.
Den rigtige fremgangsmåde er at sammenligne formålsprocenten fra UFF-Humanas tøjindsamlingscontainere med de tilsvarende formålsprocenter fra Røde Kors' og Trasborgs tøjindsamlingscontainere.

Anders Maegaard, virksomhedskonsulent for Frelsens Hær, præsenteres i indslaget som en kender af indsamlingsbranchen. Men han gør sig desværre skyldig i flere faktuelle fejl og udokumenterede påstande.

  • UFF-Humana eksporterer ikke alt sit tøj til Litauen, som Anders Maegaard siger. I 2016 blev 13% af det tøj, som UFF-Humanas indsamlede, eksporteret til Litauen. 51% blev eksporteret til Tyrkiet, 20% til Bulgarien og 16% til Slovakiet.
  • Sorteringscentralen i Litauen er ikke ejet af lærergruppen, men hører til HPtP Baltic, som er en offentlig institution.
  • Det er ikke korrekt, at ”man ikke har nogen som helst mulighed for at kontrollere, hvor mange værdier der går igennem systemet”. UFF-Humanas økonomiske regnskab bliver revideret af en statsautoriseret revisor. UFF-Humanas tøj-flow bliver ligeledes kontrolleret og dokumenteret af et eksternt konsulentfirma.

UFF-Humana vil fortsætte med at dokumentere såvel økonomi som ”tøjets vej” som støtten til konkrete udviklingsprojekter på hjemmesiden.

Det er korrekt, at vi sagde nej tak til at deltage i et interview. Det gjorde vi, fordi TV2 Østjyllands journalist desværre følger en utiltalende medietradition, der handler om at trække ”Tvind-kortet”. For så er en ”god historie” ikke længere afhængig af objektivitet, argumenter eller fakta.