Vi danskere smider over halvdelen af vores aflagte tøj i skraldespanden. Men der er en stor miljø- og klimagevinst ved at indsamle og genanvende så meget brugt tøj som muligt.
“Det er den værste sæson at samle tøj ind nu. Folk smider ikke meget ud om vinteren”, siger Algis Mazeika, da han åbner dagens første tøjcontainer og får øje på en ensom plastikpose med doneret genbrugstøj, der venter på ham. Algis Mazeika er chauffør for UFF-Humana, der har cirka 600 tøjcontainere over hele Danmark, og han kører rundt på hele Sjælland og tømmer tøjcontainerne for genbrugstøj, sko og tekstiler. ”Når det bliver forår rydder danskerne virkelig op, og så kommer der meget mere tøj i containerne”, forklarer han, mens han hopper ombord i varebilen og vender næsen mod Næstved, hvor det meste af dagens indsamlingsrute med cirka 30 containere ligger.
Indsamling og genbrug af tøj er godt for miljøet. På verdensplan er modeindustrien den næstmest forurenende, kun overgået af olieindustrien. Den sorte liste over danskernes tøjforbrug ser ifølge Politiken nogenlunde således ud: Under produktionen af de 16 kilo tøj, som hver dansker i gennemsnit køber hvert år, bliver der udledt cirka 640 kilo CO2, hvilket svarer til en biltur på 4.800 kilometer. Dertil kommer i omegnen af 48 kilo kemikalier og pesticider til at farve tøjet og holde bomuldsmarkerne fri for insekter. Samtidig er bomuld en meget tørstig plante, så hver danskers årlige tøjforbrug koster næsten 60.000 liter vand, hvad der svarer til cirka 1.200 brusebade. Det er helt afsindigt mange ressourcer, der er bundet op i vores tøj.
Både klima og miljø nyder altså godt af, at det brugte tøj bliver genbrugt eller genanvendt i stedet for at ryge ud. Hvis man køber en brugt T-shirt i stedet for en ny, sparer man al den energi, vand og kemikalier, der skulle bruges til at producere en ny. I Danmark er vi bedre end vores nordiske naboer til at genbruge tøj, men vi kan blive meget bedre. Under halvdelen af det tøj, danskerne køber hvert år, bliver indsamlet til genbrug. Resten, omkring 44.500 tons tøj på landsplan, ryger i skraldespanden og bliver derefter brændt, viser tal fra Miljøstyrelsen.
Et ton genbrugstøj på en dag
Algis Mazeika er fra Litauen, men har boet i Danmark i fire år. To år på international skole, to år på de sjællandske veje for UFF-Humana. Han går på sprogskole i Roskilde og har klaret sig fint til prøverne i skriftlig og mundtlig dansk.
”For en måneds tid siden fandt jeg en pung ved denne container”, fortæller Algis Mazeika, mens han tømmer en container ved et supermarked i Næstved. ”Jeg slog adressen på sygesikringskortet op og kørte forbi med det samme. Det var en ældre dame, der ikke kunne tale engelsk, og mit dansk er jo ikke det bedste, men det gik. Hun blev meget glad og inviterede på the”, siger han, mens han læsser fyldte poser bagerst i varebilen og omhyggeligt samler det løse tøj i containeren sammen i en ekstra pose.
Det sker et par gange om måneden, at folk kommer til at smide bilnøgler, tasker og mobiltelefoner i tøjcontainerne. Så må Algis eller hans kolleger ud for at åbne containeren, så ejeren kan få sine forlagte ting igen.
Men for det meste handler det selvfølgelig om at indsamle genbrugstøj. I dag er en dårlig dag, siger Algis, folk har ikke smidt mange sække i containerne, og det bliver kun til 750 kilo denne dag. Normalt indsamler han ellers gerne over et ton om dagen. Sammen med UFF-Humanas andre chauffører indsamlede han sidste år 1.696 tons tøj. I år regner UFF-Humana med at indsamle omkring 2.000 tons i alt.
Afrikanske tøjmarkeder og bilsæder
Algis viser rundt på UFF-Humanas lager, mens han sipper til en kop the, han har hentet i frokoststuen, en lille, grå skurvogn, chaufførerne ironisk kalder Paladset.
Lageret lidt uden for Roskilde er fyldt op med store hvide sække med det indsamlede tøj stablet i rækker. På hver sæk er der med tusch skrevet dato, chaufførens navn og sækkens vægt: 157 kilo, 164 kilo, 159 kilo... Sækkenes vægt bruges til at kontrollere dagens samlede indsamlingsresultat, sammenlignet med resultatet af chaufførernes registreringer af antal kilo indsamlet ved hver container.
”Når vi kommer ind med dagens indsamling, pakker vi tøjet i de store transportsække, vejer dem og gør dem klar til forsendelse”, forklarer Algis ”Vi gennemgår også sækkene for andre donerede ting, fordi nogle folk også afleverer bøger, legetøj eller køkkengrej til genbrug”, siger han og fremviser en køkkenkniv og et puslespil, som han har fundet i dagens containere på Næstvedegnen. UFF-Humana samler kun tøj, andre tekstiler og sko ind, så alt andet bliver samlet sammen og doneret til andre humanitære organisationer.
Det donerede tøj bliver solgt videre til udenlandske Humana-sorteringscentraler, hvor tøjet bliver sorteret efter type og kvalitet. En del bliver derefter solgt i genbrugsbutikker i Østeuropa og Baltikum. Det meste af det resterende tøj bliver sendt til forskellige lande i Afrika, hvor lokale opkøbere deler det op og videresælger det til sælgere på markederne. Er tøjet i for dårlig stand til at blive genbrugt, bliver det revet op til tøjfibre, som bliver brugt til tæpper eller til at fylde bilsæder med. Det er kun vådt og muggent tøj, der ikke kan genanvendes, og i stedet bliver sendt til forbrænding. På den måde går ressourcerne i tøjet ikke til spilde.
I dag onsdag den 7. december har Radio 24syv bragt et nyhedsindslag om, at UFF-Humana kun donerer 1,5 procent af indtægterne fra vores indsamling af genbrugstøj til udviklingsarbejde.
Det er ikke korrekt.
Radio 24syv bruger årsregnskabet for 2014 og 2015 som baggrund for deres påstand om 1,5 procent. I 2014, der var ekstremt dårligt indsamlingsår, har vi doneret 219.605 kroner fra vores tøjindtægter, som svarer til 3,0 procent af omsætningen fra tøjhandlen. I 2015, der var et mere normalt år, donerede UFF-Humana 510.932 kroner fra indtægterne fra salg af brugt tøj, hvilket svarer til 6,1 procent af omsætningen fra tøjhandlen. For 2014 og 2015 er gennemsnittet således 4,6 procent, cirka tre gange mere end de 1,5 procent, som Radio 24syv påstår.
I år har vi indtil videre doneret over 700.000 kroner til udviklingsarbejde fra vores indtægter fra tøjsalg, hvilket svarer til cirka 8 procent. Vi anser det for realistisk at nå at donere 10 procent
Vi ønsker herudover at gøre opmærksom på følgende forhold, der vedrører regnskabet:
1. Alle, der arbejder med indsamling og genbrug af tøj i UFF-Humana, er ansatte, som får løn for deres arbejde. UFF-Humana har hverken genbrugsbutikker eller sorteringscentral.
2. UFF-Humana gennemfører en erhvervs PhD i samarbejde med DTU. PhD projektet ”Miljøvurdering ved indsamling, genanvendelse og bortskaffelse af tøj og tekstilaffald” er et af UFF-Humanas bidrag til udvikling og vidensdeling på tekstilområdet.
3. Et andet bidrag er UFF-Humanas indsats i projektet "The Nordic textile reuse and recycling commitment" under ledelse af Nordisk Ministerråd / den Nordiske Affalds Gruppe. Kernen i ordningen er en standard for gennemsigtighed og miljømæssige resultater. I 2015 udvalgte projektlederne UFF-Humana til at være den danske deltager i implementeringsfasen. UFF-Humanas praksis mht. behandling af tøjet, dokumentation for alle mængder og administrative systemer i den forbindelse blev derfor gransket ned i mindste detalje af firmaet Bureau Veritas. Erfaringerne fra testen er delt med projektets andre deltagere og bidrager således til en ny fælles nordisk standard.
UFF-Humana vil også understrege, at organisationen ikke bliver undersøgt af Skat eller Bagmandspolitiet, og at vi ikke er sigtet, anklaget eller dømt for nogle ulovlige forhold.
I Zimbabwe finder kampen mod AIDS sted i frisørsaloner, ølstuer og i kirker. Våbene er oplysning, oplysning, oplysning. Og kondomer, medicin og buddy-systemer.
Når der kommer kunder i Tinotenda Chinyanis frisørsalon i den zimbabweanske provinsby Bindura, får de mere end en tur med saksen. Mens der bliver flettet og klippet, begynder hun nemlig at snakke om kondomer. Og sex. Nogle gange tager Tinotenda Chinyani endda en pakke kondomer frem for at forklare og demonstrere, hvordan de skal bruges korrekt.
22-årige Tinotenda Chinyani er nemlig aktivist, en såkaldt passionate, i projektet HOPE, der bekæmper HIV og AIDS i Zimbabwe. Hver dag gør hun sin lille del til at stoppe HIV-epidemien i landet, der på sit højdepunkt i 1996-1997 ramte mere end en fjerdedel af zimbabweanerne mellem 15 og 49 år.
Tinotenda Chinyani forærer foldere med information om HIV-kontrol til sine kunder i frisørsalonen. Nogle gange turnerer hun rundt mellem Binduras ølstuer og deler kondomer ud til dem, der sidder og drikker. ”På værtshusene er der altid mange, der gerne vil have kondomer”, siger hun.
Hun har været AIDS-aktivist i seks år nu. ”Jeg ville bare gerne vide, hvad der foregik i lokalsamfundet, og det vigtigste er indsatsen mod HIV og AIDS”, forklarer Tinotenda Chinyani. ”Så det ville jeg også hjælpe med”.
Og den indsats virker. På lokalplan i Bindura, nationalt i Zimbabwe og på verdensplan.
I Zimbabwe er det nu kun 15 procent af befolkningen mellem 15 og 49, der er HIV-positive. Det er næsten en halvering på 20 år. På verdensplan faldt antallet af nye HIV-smittede med 40 procent mellem 2000-2013.
Frivillige driver værket
Majecha Ruzvidzo er en af dem, der styrer slagets gang mod HIV on the ground. Hun er projektleder i HOPE Harare, og hun ser positivt på udviklingen.
”Når vi når til 2030, taler vi forhåbentlig om noget andet, om nogle andre udfordringer”, siger Majecha Ruzvidzo. Hun henviser til Verdensmålene for bæredygtig udvikling, som alle verdensledere har givet håndslag på skal danne ramme for verdens udvikling frem til år 2030. Et af de 169 undermål handler netop om at gøre en ende på AIDS-epidemien.
”Det går fremad skridt for skridt. Hvis vi hele tiden arbejder for det og laver aktivisme, så kan vi virkelig rykke noget”, forklarer Majecha Ruzvidzo.
Men det er ikke uden udfordringer, og fremskridtene kommer ikke af sig selv. Majecha Ruzvidzo har kun seks field officers under sig, og sammen de dækker et område med 35.000 mennesker. 35.000 der skal testes for HIV og oplyses om sikker sex og smittefare. Det er et stort arbejde.
Det er her, Tinotenda kommer ind i billedet. Hun, og de mere end 2000 andre frivillige, der hjælper i år, er grundstenen i HOPEs arbejde i Zimbabwe.
”Nogle af vores aktivister melder sig til enkelte kampagner eller arbejdsdage, og andre, som Tinotenda her, er aktive år efter år og bliver efterhånden trænet og videreuddannet. Arbejdet kan kun lykkes på grund af alle vores aktivister”, forklarer Majecha Ruzvidzo.
Nogle aktivister bliver udlært som hjemmeplejere, der passer sengeliggende AIDS-syge. Andre deler kondomer ud, nogle støtter smittede med at tage deres medicin og spise sundt og andre igen arbejder mest med at overbevise folk til at lade sig teste for HIV.
Opsøgende arbejde
I Zimbabwe er det både gratis at blive testet for HIV og at få antiretroviral medicin. Det er en af de helt store grunde til, at HIV er på tilbagetog i landet. Men selvom man måske skulle tro, at gratis undersøgelser og medicin skulle være en hurtig kur, så kræver det hele tiden opsøgende arbejde fra HOPE, den zimbabwiske regering og andre organisationer.
”Folk tager ikke testen automatisk. Mine field officers og vores frivillige skal hele tiden banke på døre og henvende sig til folk for at overbevise dem om, at de skal tage til klinikken og lære deres HIV-status at kende. Mange skal vi besøge flere gange, før de bliver overbevist”, siger Majecha Ruzvidzo.
For en dansker kan det virke underligt. Hvorfor er det så svært at få folk til at tage en gratis test for en dødbringende virus, der tidligere hærgede vidt og bredt i landet og stadigvæk dræber mange tusinde hvert år?
For det første drejer det sig simpelthen om uvidenhed. Eksempelvis er det kun cirka halvdelen af de unge mellem 15 og 24 i Zimbabwe, der ved tilstrækkeligt om HIV og smittefare.
For det andet oplever mange HIV-smittede diskrimination. De bliver grint af og bagtalt, der går rygter og nogle oplever endda deciderede trusler og chikane. Folk kan blive fyret, afvist i deres kirker, der betyder meget i det zimbabweanske samfund eller oplever, at familien vender dem ryggen. Mange synes, at det er bedre ikke at vide, om de er syge eller ej frem for at risikere at blive stødt ud af de fællesskaber, der danner rammen for deres hverdag.
Ansvar bryder tabuer
Kampen mod HIV dækker altså over komplekse problemstillinger, der rækker ud over kondombrug og medicin. Majecha Ruzvidzo og hendes team arbejder da også med mange forskellige værktøjer, når de skal mobilisere folk til at lade sig teste. Ofte gælder det om at bryde tabuer ned ved at tale om både HIV og seksuel sundhed igen og igen. Majecha Ruzvidzo, hendes field officers og deres passionates tager ud til landsbykirker, forsamlingshuse, ølstuer og markedspladser og forklarer, at man ikke skal skamme sig, hvis man er HIV-positiv.
”Ofte er det mændene, vi har sværest ved at få fat i. Mange vil ikke lade sig teste for at finde ud af deres HIV-status. Men vi taler med lokale mandlige ledere, vi dukker op til mændenes forsamlinger i kirker og landsbyer. Vi fortæller dem, at de skal blive testet for deres families skyld. Vi siger: Du er familiens forsørger, og hvis du er syg uden at vide det og ikke tager medicin, hvem skal så tage vare på din familie?” forklarer Majecha Ruzvidzo. Det virker at understrege, at man tager ansvar for andre end sig selv ved at blive undersøgt. ”Især hvis mændene har flere koner, så der er flere, de føler sig ansvarlige for”, siger hun.
En anden effektiv taktik mod HIV er de såkaldte TRIO-grupper, som Majecha Ruzvidzos passionates opretter. De skal ikke få folk til at lade sig teste men sørger derimod for, at folk, der er syge, tager deres medicin regelmæssigt hver dag. En TRIO består af den syge, et nært familiemedlem og en af HOPEs frivillige, der sammen støtter den syge med at tage sin medicin og spise sundt. Igen kan det være forvirrende for en dansker: Hvorfor er det nødvendigt, at der skal to mennesker til at støtte en HIV-smittet til at tage gratis antiretroviral medicin? Hvis man var syg med HIV, ville man så ikke tage sin medicin af sig selv?
”Vores filosofi er, at et problem, man har delt, er et problem, der er halvt løst. Men der er konkrete årsager til det. Nogle syge får eksempelvis at vide i deres kirker, at de kan blive raske gennem bøn, og at de ikke behøver tage deres medicin, hvis de bare er stærke i troen. Så hjælper deres TRIO med forklare, man både kan bede og tage sin medicin”, forklarer Majecha Ruzvidzo.
For andre er det diskriminationen.
”Selvom vi prøver at bryde tabuet, så er der mange, der har brug for støtte i hverdagen, hvis de bliver grint ad eller bagtalt. Her er vores TRIO også et rigtig godt værktøj. Indsatsen virker”.
I dag d. 1. december er det World Aids Day, hvor hele verden sætter fokus på kampen mod HIV og AIDS.
UFF-Humana støtter arbejdet mod AIDS i Zimbabwe, som er et af de lande i verden, der er hårdest ramt af epidemien. Her støtter vi projektet HOPE, der mobiliserer mennesker til at blive testet for HIV, uddanner hjemmeplejere til at tage sig af syge, uddeler kondomer og bekæmper diskrimination.
På verdensplan er der andre og større kræfter i spil. Siden 2014 har verdenssamfundets overordnede plan mod HIV og AIDS heddet 90-90-90. Det overordnede mål er, at der skal være kontrol over HIV-epidemien i 2030, som Verdensmålene arbejder frem mod. 90-90-90 er et skridt på vejen mod det, nemlig målet for år 2020.
90-90-90 betyder, at i 2020 skal
- 90 procent af verdens HIV-positive være blevet testet og derfor vide, at de er smittede,
- 90 procent af dem, der har lært, at de er HIV-positive, skal tage antiretroviral medicin mod HIV og
- 90 procent af dem, der tager HIV-medicinen, skal have så lidt virus i blodet, at det ikke er sporbart, og at der således er minimal risiko for, at de kan smitte andre.
Det er et meget ambitiøst mål, der skal opfyldes ved 2020, men hvis det sker, så er vejen lagt til, at vi kan komme epidemien til livs til år 2030. Det vil ikke betyde, at HIV/AIDS er helt udryddet, men at sygdommen ikke længere er en trussel mod folkesundheden.
Du kan læse om HOPEs arbejde mod HIV i Zimbabwe, og hvordan kampen frem mod 90-90-90 også foregår lokalt med frivillige aktivister på gadeplan og i landsbyerne ude i bushen, lige her. Du kan også se en kort film om, hvordan projekter som HOPE er en af værktøjerne til at komme i mål med 90-90-90, her.
Der er lang vej, før 90-90-90 bliver opfyldt. Lige nu er vi kun lidt over halvvejs for at nå de tre forskellige 90-90-90-mål. Alligevel er UNAIDS, FN’s program for AIDS-bekæmpelse og arkitekten bag strategien, positivt stemt. Verdenssamfundet står samlet bag den overordnede plan, og der er før sket store fremskridt mod AIDS på meget kort tid. Eksempelvis blev antallet af AIDS-relaterede dødsfald næsten halveret på verdensplan på kun 10 år op til 2015, og antallet af mennesker, der tog antiretroviral medicin, blev næsten fordoblet på verdensplan mellem 2010 og 2015.
Der sker altså store fremskridt hele tiden. Det er der også behov for.
Der er anslået 36,7 millioner mennesker i verden, der lever med HIV. Omskrevet til antal mennesker er målet for 2020 følgende: Ud af de 36,7 millioner skal 33,2 millioner diagnosticeres, 29,5 millioner skal tage antiretroviral medicin og hos 26,9 millioner af dem, skal mængden af virus i blodet være så lille, at risikoen for at smitte andre er minimal.
Det er altså rigtig mange mennesker, der stadigvæk skal testes, diagnosticeres, tage medicin og leve sundt – eksempelvis tog ”kun” cirka 18,2 millioner mennesker verden over antiretroviral medicin i år, et tal der skal hæves til 29,5 millioner mennesker i 2020.
Der ligger et kæmpe arbejde foran verdenssamfundet i at brede de meget store succeser og fremskridt i AIDS-bekæmpelsen endnu længere ud. Men det sker skridt for skridt. Vi ved hvad der skal til for at stoppe epidemien, så det handler om at gennemføre målene i 90-90-90 strategien, så HIV og AIDS ikke længere er en trussel mod folkesundheden
Metroxpress dementerer deres artikel, hvor de kalder UFF-Humana for skattesvindlere.
I en artikel i Metroxpress onsdag d. 23 november bliver UFF-Humana udråbt som skattesvindlere. Vi har klaget til Metroxpress, som derefter har dementeret artiklen. Anklagen om skattesvindel kommer fra en privatperson, der optræder som kilde i artiklen, men UFF-Humana er ikke anklaget, sigtet eller dømt for nogen former for svindel af nogen myndigheder, hvorfor både artikel og overskrift altså er komplet urigtig.
Artiklen handler om, at Københavns Kommune, repræsenteret ved Amager Ressourcecenter, ARC, har indgået en aftale med vores forening UFF-Humana om videresalg af genbrugstøj, der bliver indsamlet på genbrugspladsen. UFF-Humana har vundet opgaven hos ARC gennem et ganske normalt, offentligt udbud i lige konkurrence med andre indsamlere af brugt tøj i Danmark, simpelthen fordi vi har givet det bedste tilbud på opgaven. UFF-Humana er blevet undersøgt af ARC, som alle andre tilbudsgivere, inden aftalen kom plads, uden at der har været en finger at sætte på UFF-Humana.
Her kan du læse Metroxpress’ dementi.
I en artikel i onsdagens metroxpress omtales organisationen UFF i rubrikken som ”Skattesvindlere”. En anklage, der ikke underbygges i artiklen, og derfor også en formulering, som Metroxpress beklager. UFF oplyser per mail til MX: UFF-Humana er ikke sigtet, anklaget eller dømt for nogen former for svindel. Alle vores regnskaber bliver behandlet og godkendes af statsautoriserede revisorer. ”UFF-Humana og Tvind har en fælles oprindelse tilbage i 1977, men er separate juridiske og økonomiske enheder. UFF-Humana sender ikke penge til hverken Mogens Amdi Petersen eller Tvind”. Og videre: ”Det er altså fuldstændig urigtigt, at Metroxpress i artiklens overskrift kalder os skattesvindlere.”
