Siden 2020 har UFF-Humana støttet børnehjemmet Ponesai Vanhu Children's Home i Zimbabwe. Støtten sker som led i arbejdet for at bidrage til en fremtid for udsatte børn.
Ponesai Vanhu Children's Home skaber en tryg base og et sted, børnene kan kalde hjem, hvilket er afgørende for deres trivsel og udvikling. Børnene får mulighed for at vokse og modtage uddannelse og omsorg i sikre omgivelser - noget der er vigtigt for dem og deres fremtid, men også for udviklingen af det lokalsamfund, de er en del af.
På børnehjemmet modtager børnene hjemmeundervisning, både i skolefag og praktiske færdigheder. På den måde får de bedre muligheder i den lokale skole og for at dyrke landbrug. Uddannelse og praktiske færdigheder er vigtige kompetencer, da et ungt menneske, der slår sig ned i en landsby, vil kunne forsørge sig selv og samtidig være en rollemodel for den øvrige ungdom i lokalsamfundet.

Børnene får også mulighed for at udvikle deres sociale og sportslige færdigheder gennem fritidsaktiviteter. De familielignende rammer - hvor børnene får kærlighed og omsorg og dyrker sport, havebrug, landbrug og pasning af dyr som høns, kaniner og geder - hjælper dem med at blive stærke mennesker, klar til livet uden for børnehjemmet.
Børnehjemmet huser forældreløse børn i alderen 2-18 år, som alle har brug for et trygt miljø og mulighed for en god fremtid. Et af formålene er også at give børnene mulighed for at blive genforenet med deres resterende familie i tæt samarbejde med de sociale myndigheder.
Ponesai Vanhu Children's Home har hjulpet mere end 2.000 børn videre i livet siden åbningen i 1994. UFF-Humana har gennem årene doneret skolematerialer, møbler, computere, sportsudstyr m.m.
Vi er meget stolte af at støtte Ponesai Vanhu Children's Home økonomisk med overskud fra vores tøjindsamling samt med donationer via produkter fra vores egen systue i Køge.

Uge 35 stod i Klimafolkemødet 2026's tegn. Torsdag, fredag og lørdag havde vi, UFF-Humana, en bod, hvor vi delte ud af vores viden og arbejde med genbrugstekstiler, tekstilaffald og udviklingshjælp.
Med os havde vi taget en masse informationsmaterialer, som forbipasserende kunne læse i og stille spørgsmål til, men med sig videre måtte de ikke tage det, for Klimafolkemødet har et nul-skrald-initiativ, der betyder, at vi bodholdere ikke må dele noget ud, der kan ende som skrald – et initiativ, vi kan stå bag!
Vi havde taget vores kreative side med os, så vi opfordrede deltagerne til at dele deres klimatanker, idéer, spørgsmål og tegninger på vores fælles kunstværk. Og de skuffede ikke – flere havde gode ting at tilføje til værket, så det lørdag eftermiddag skinnede mere end solen.

Med os havde vi også taget tøj fra vores tøjindsamling, som deltagerne skulle sortere efter, om det er tøj til genbrug eller til genanvendelse. Det ledte til flere interessante dialoger, hvor der bl.a. flere gange blev nævnt, at deltagerne ikke var blege for at købe et godt stykke tøj med et lille hul i, hvis det blot kunne repareres. En tanke vi godt kan lide, da vi jo netop er fortalere for at forlænge tøjets levetid!

Vores deltagelse i Klimafolkemødet gav også anledning til at høre forskellige oplæg, om bl.a. producentansvaret på tekstiler, som kommer i efteråret og hvordan offentlige instanser kan påvirke borgernes grønne adfærd i privaten.
Især oplægget om det kommende producentansvar var interessant, da der netop bliver produceret alt for meget tøj og ofte i en kvalitet, som ikke sikrer en lang levetid for tøjet. Vi var derfor spændte på at høre, hvad paneldeltagerne havde at sige om direktivet, som vi håber og ønsker bidrager til mere ansvar i tekstilproduktionen. Paneldeltagerne, som var Anastasia Milthers, folketingsmedlem og klimaordfører (RV), Mikkel Møller Rasmussen, public affairs-chef, IKEA Danmark, Tina Cartey Hansen, næstformand i Cirkulær, bestyrelsesmedlem for ARC og Anders Storgaard, folketingsmedlem og klimaordfører (K), havde alle nogle konkrete eksempler på, hvordan producentansvaret skal indføres som f.eks. en form for pantsystem eller en fælles "pulje" af økonomiske ressourcer, som producenterne indbetaler til, og de aktører, som håndterer tekstilaffaldet, får udbetaling fra.
Interessante perspektiver, og vi ser frem til at se, hvordan det kommer til at se ud i praksis. En debat og udvikling, som UFF-Humana aktivt deltager i igennem flere sammenhænge bl.a. via netværket for cirkulære tekstiler i DAKOFA.
De tre dage på Klimafolkemødet var fyldt med mennesker, der alle ønsker en grønnere og mere bæredygtig fremtid. Noget, der blev vist i mange henseender og ikke kun i tekstilbranchen. Vi mødte mennesker med interessante perspektiver på en grønnere fremtid, både i boder, oplæg, debatter og dialoger blandt os deltagere.
Endnu en gang er vi blevet bekræftet i, at vi er på rette vej mod en grønnere fremtid, selvom det stadig kræver meget arbejde og ændringer i vores vaner!
Vi siger tak for et godt Klimafolkemøde 2026 – vi ses igen næste år!
Fredag d. 12. juni deltog UFF-Humana i Folkemødet på Bornholm - en dag fyldt med spændende oplæg, skarpe debatter og gode dialoger med de mange deltagere på Folkemødet.
Tekstilindustrien er en af verdens mest forurenende industrier, og fast fashion-kulturen gør udfordringen større. Som samfund er vi nød til at forholde os til vores tøjforbrug - men hvordan gør vi det egentlig? Det spørgsmål tog vi, UFF-Humana, med til Bornholm.
Et højdepunkt på dagen var vores arrangement på Levende Havs kutter Anton i samarbejde med CISU, hvor vi delte vores viden om tøj og genbrug og inviterede til dialog om, hvordan et mere ansvarligt tøjforbrug kan se ud i fremtiden. UFF-Humana har i knap 50 år arbejdet med indsamling af tøj til genbrug, og de seneste år er arbejdet udvidet til også at omfatte håndtering af tekstilaffald fra en række kommuner.
Vi oplyste desuden gæsterne på kutteren om UFF-Humanas tre formål: Ulandshjælp, Miljøarbejde og Informationsarbejde, vi gav eksempler på foreningens støtte til sundhedsforebyggelse, uddannelse og fødevare sikkerhed. Vi delte bl.a. vores arbejde med at støtte Ponesai Vanhu Children’s Home-projektet i Zimbabwe, hvor støtten sikrer omsorg, uddannelse og en bedre fremtid for de 50 børn der bor på hjemmet.
Som en konkret del af arrangementet delte UFF-Humana garnpakker ud, modtaget gennem vores tekstilindsamling - garn, der er tiltænkt genanvendelse. Garnet er uden tvivl doneret med gode intentioner, men det skal ikke genanvendes og laves om til nye produkter eller materialer - det skal bare bruges.
Garnet gav anledning til flere gode snakke med deltagerne om, hvad der reelt sker med det tøj og de tekstiler, vi samler ind, og hvordan ressourcer som disse kan komme i spil igen frem for at gå til spilde. Ligeledes om, hvilke tekstiler vi gerne ser i vores sortering og indsamling, og hvilke vi gerne vil være foruden.
UFF-Humana er glade og taknemmelige for muligheden for at deltage og bidrage til samtalerne om genbrugstekstiler på Folkemødet, og vi ser allerede frem til næste år.

Kommentar til Synspunkt i WasteTech 12-05-2026, ”Kilovis af tøj dumpet i Ghana er ikke genanvendelse: Vi er medskyldige i affaldskolonialisme.”1
Synspunkt i WasteTech 12-05-2026, Kilovis af tøj dumpet i Ghana er ikke genanvendelse: Vi er medskyldige i affaldskolonialisme bruger begreberne genbrug, genanvendelse og dumpning af affald i flæng, samtidig med at det taler om klarhed. Hvis vi skal opnå klarhed inden for de tre områder, som Chisom Udeze præsenterer, må hun starte med grundlæggende begrebsmæssig klarhed inden for det felt, hun beskæftiger sig med.
Synspunktet definerer også sandhed, men uden faktatjek.
Affaldshierarkiet angiver, hvordan man som udgangspunkt opnår det bedste miljømæssige resultat, når man skal håndtere og behandle affald. Jo højere i affaldshierarkiet behandlingen sker, jo bedre miljømæssigt resultat, eller med andre ord, jo mindre skade på miljøet.
Affaldshierarkiet angiver også en grænse mellem affald og ikke-affald.
Genbrug er ikke affaldsbehandling. Genbrug er, når tøj, sko og tekstiler bruges igen til sit oprindelige formål uden anden behandling end f.eks. vask eller småreparationer. Genanvendelse er, når tøj, sko og tekstiler ikke kan genbruges, men hvor materialet kan bruges som råvare til fremstilling af andre produkter. Genanvendelse er affaldsbehandling.
Når der mangler klarhed i de grundlæggende begreber, kommer meningerne ind i billedet. Men det er ikke meninger, der afgør grænsen mellem affald og ikke-affald, men derimod praktiske, økonomiske og markedsmæssige realiteter. Meninger om at denne skjorte bør kunne genbruges er uden betydning, medmindre nogen i praksis bruger skjorten igen/medmindre et marked efterspørger skjorten. Noget tilsvarende gælder genanvendelse. Hvis ikke et marked efterspørger den enlige sok / hvis ikke den enlige sok i praksis bliver genanvendt i industrien, bliver den uvægerligt deponeret eller brændt, uanset meninger.
I Danmark indsamles brugt tøj i 2 strømme, én til genbrug (= ikke-affald) og en anden til genanvendelse (= tekstilaffald). Om tøjindsamlingerne lever op til hensigten, afhænger ikke af tro eller forventninger, men af dokumentation af faktiske forhold. Spørg indsamleren om dokumentation!
Eksport af brugt tøj til Ghana er ikke dumpning af affald i Ghana eller affaldskolonialisme. Dumpning af affald er dumpning af affald. Handel med brugt tøj er det håndgribelige resultat af udbud, der dækker efterspørgsel. Den vigtigste grund til at sende noget som helst til f.eks. Ghana er, at nogen betaler for det. Mennesker i Ghana har brug for tøj, og hvis ikke den lokale produktion er stor nok eller billig nok til at kunne dække behovet, bliver tøj importeret. For en befolkning med en snæver økonomi er brugt tøj en mulig løsning. Ghana Used Clothing Dealers Association (GUCDA) oplyser, at over 95% af landets befolkning går klædt i genbrugstøj2. Alternativet er at købe nyt, men tilsvarende billigt, tøj. Et forbud mod import af brugt tøj til Ghana vil være ensbetydende med at åbne porten for import af ultrafast fashion på vid gab.
Til sidst vil jeg nævne 2 klarheder, som har noget med cirkulær økonomi at gøre: 1) alt bliver til affald og 2) handel opbygger tillid.
Selv et nyt stykke tøj af høj kvalitet bliver på et tidspunkt til affald. Vi kan udsætte tidspunktet ved at passe godt på tøjet og genbruge det, til det er slidt op. Denne handling, genbrug, er meningsfuld fordi den har potentiale til at begrænse produktion af nyt tøj, som overvejende er stærkt forurenende og ressourceforbrugende3.
Handel med brugt tøj kan både dække efterspørgsel på beklædning, være grundlag for en forretning, der kan give højere levestandard, og beskytte miljøet mod noget af
tekstilindustriens skadelige påvirkning. Handel med brugt tøj er en dynamisk proces, hvor sælgeren er nødt til at levere varer, som er sorteret efter køberens anvisning og som udbydes til en pris, som køberen er villig til at betale. Den professionelle sælger risikerer ikke at sætte en handel over styr ved at levere affald til en professionel kunde, der har bestilt kurante varer.
Omdrejningspunktet er gensidig tillid.
1Kilovis af tøj dumpet i Ghana er ikke genanvendelse: Vi er medskyldige i affaldskolonialisme | WasteTech
2https://usedclothinggh.org/published-papers/an-evaluation-of-the-socio-economic-and-environmental-impact-of-the-second-hand-clothes-trade-in-ghana/
3https://www.eea.europa.eu/en/analysis/publications/textiles-and-the-environment-the-role-of-design-in-europes-circular-economy-1
I den sidste uge af april var en del af ugeplanen at deltage i årets LOOP Forum 2026 i de inspirerende omgivelser i Lokomotivværkstedet i København😍
Dagene var fyldt med spændende oplæg, skarpe paneldebatter og gode dialoger med de mange dygtige mennesker ved standene. Vi fra UFF-Humana repræsentanter så bl.a. en paneldebat Lifestyle and Design Cluster-scenen med emnet: Hvad skal der til for at accelere cirkularitet i den danske livsstilsbranche.
En vigtig og spændende debat, der havde fokus på, hvordan start-ups kan få hjælp til bæredygtige og cirkulære løsninger, i et netværk af små cirkulære virksomheder. Et vigtigt synspunkt fra debatten var: bæredygtighed har mange forskellige perspektiver, og det er vigtigt at vi hjælper dem på vej - all hands on deck. Et af dem er at gøre op med den perfektionistiske tilgang til, at alt tøj skal være ens, men derimod gerne må være forskelligt, hvis det skaber mere bæredygtighed.
Efter to dage med fokus på fremtidens løsninger er vi kun blevet bekræftet i, at verden har brug for mere cirkulær økonomi – uanset om det gælder plastik, metal, tekstiler eller noget helt fjerde. Det kan virke komplekst, men mulighederne og motivationen er findes! Netop derfor er det afgørende, at vi deltager i forums som LOOP, hvor vidensdeling og innovation er i centrum. Vi gik derfra med fornyet energi og input til det videre arbejde 🚀
Paneldebat på Lifestyle and Design Cluster-scenen på LOOP Forum 2026.